The Buying Experience

En af livets store glæder er børn. En særligt stor glæde er pigebørn. Jeg har en af slagsen, og det holder hundrede (når hun vil sove og spise i øvrigt).

En dejlig dag som i dag kan man hente sit søde og utroligt snavsede barn i vuggestuen, og på vejen til Netto ramle ind i et skønt 1-dages sommerudsalg i en af Frederiksbergs utallige svinedyre børnetøjsforretninger, Alfen og Feen (I know, bare navnet, de er nogle bondefangere…).

Normalt er jeg stor modstander af de eskalerede priser på de kreative stofstumper som Molo, Ejsikkelej, Katvig, HollysBaby, Miniature, etc producerer. Der er et overflodselement, som er så bedsteborger-Frederiksberg-agtigt, at jeg ikke orker det. Min selvforståelse kan ikke rumme det. Men en gang imellem kommer H&Ms og Kvicklys i øvrigt fortrinlige tøj til kort, når det kommer til at køre pyntegenet af.
Nok undskyldninger - der stod MINUS 40 % over det hele…
Jeg skal ikke trætte med detaljer om yndige kortærmede kjoler, storblomstrede sommerbukser og kære t-shirts med detaljer. Jeg skal nøjes med at glæde mig over, at min lille pige, svansede rundt efter aftenbadet, og var en tro kopi af sin mor midt i et tøjsukkerchok.

Men for nu at se lidt på det fra oven:
Som det måske fremgår, indebærer den gode købsoplevelse for mig, at jeg bliver bekræftet i at jeg er et liberalt (på den måde Venstre ikke er liberale), tolerant og materielt uinteresseret menneske. Dvs. at jeg nok køber uforholdsmæssigt dyre minigenstande, der stiger minimum 100 per størrelse, men heldigvis redder jeg også verden ved at lade min datters naturlige skønhed skinne igennem i helt almindelige og slidstærke bluser fra Føtex, der kan tåle jordbær- og kakaopletter samt kogevask.

På min vej til arbejde passerer jeg ofte en sær butik, Det Lille Bifald på Store Kongensgade. Her kan man købe sindssygt dyrt HUNDE-dims, herunder en lille mink-cape til sin hund. Mink-capen er sikkert voldsomt praktisk til en mager chihuahua i de kolde danske vintermåneder. Den koster så også noget, der ligner 10000 DKK.
Hvad er det for en verden, hvor vi putter vores hunde i minkpels, mens vi ser et par børn dø i Darfur?

Det er på grund af butikker som Det Lille Bifald, at jeg får brug for at demonstrere min ligegyldighed overfor designer-børnetøj.
En konklusion jeg fristes til at drage er, at der en slags universelt equilibrium, som man som forbruger skal være med til at opretholde. Der er en slags udefinérbar grænse for, hvor store udskejelser et anstændigt menneske kan tillade sig.

Jammen det er da for skønt: Nogen shopper for hårdt igennem og køber en masse de ikke kan bruge, andre kommer og køber resterne op - til en fantastisk pris og for det meste fantastiske ting.

Oplevelsen ved at gøre en “god handel” er anderledes end bare at gøre et godt køb. Den gode handel tilfredsstiller begge parter og er resultat af en ægte forhandling - ikke blot et scoop fundet i ens yndlingsbutik. En “god handel” efterlader køber og sælger med samme gode følelse af at have fået mest ud af det. Et mærkværdigt fænomen.

Min oplevelse i dag bestod i flere på hinanden følgende gode handler til ingen penge: Det smukkeste Rigetta Klint strik-kunstværk, en Karl Lagerfeldt blazer, hvide skjorter, kjoler og frem for alt: En rigtig god handel. En herlig oplevelse i god stemning, følelsen af at være en lille, bitte smule “do-gooder” (jeg hjalp jo trods alt den stakkels shop-a-holic af med en del af hendes overforbrug…) og en tryg, tilfreds følelse af ikke at have købt over evne, men netop bevaret mit cool og fået perfekte ting til perfekt pris - mand, hvor var jeg selvtilfreds - hæ!

Efter en uge med en meter sne og frost vågnede New Yorkerne op til sol, forår og lidt retail therapy.
Februar 2006.

Nogle gange har man en ide om, at de store kanoner er for store til at behandle folk ordentligt. De er på en eller anden måde for store, succesfulde og hævet over offentligheden til, at man egentlig tiltror dem evnen til at sætte sig i den enkelte forbrugers sted.

Derfor var det med lave forventninger, jeg satte mig ned og skrev e-mail til først Amazon og siden iTunes.
Amazon: Jeg havde bestilt nogle bøger. Jeg havde ikke fået dem. Måske havde jeg i virkeligheden glemt at afhente en pakke, men bøgerne var i hvert fald ikke hjemme i stuen. Jeg havde lidt glemt dem, men efter 1½ måned indså jeg, at pengene var trukket fra min konto, og det var tid til at gøre krav på det jeg havde købt.

Efter at have kæmpet mig gennem den klassiske ‘hvis vi gør det svært nok at finde en mailadresse, kan vi sortere dumme spørgsmål fra’-mur af FAQ items, lykkedes det mig at finde en formular, hvor man kunne skrive absolut u-kategorisérbare spørgsmål til Amazons Customer Service. Her gjorde jeg rede for min kvie så specifikt ,som det var mig muligt med ordrenummer etc, men jeg følte lidt, at jeg skrev til skraldespanden.

Og tænk, 22 timer senere fik jeg en venlig e-mail fra en navngiven kundeservicemedarbejder. Han udtrykte helt enkelt, at han følte med mig, og at det naturligvis ikke var noget, de kunne have på sig. En ny pakke var på vej med bøgerne, og så skulle jeg ikke spekulere mere på det. End of story.
4 dage senere kom mine bøger.
1½ uge senere kom en mail, der forklarede, at de nu havde modtaget min oprindelige bogpakke retur. Her ved jeg så ikke om jeg skal klandre Amazon eller POstDanmark, men det er djævlme lang tid for en pakke at komme retur fra DK til UK.
Men her en da en service-parathed, der betog mig. Ingen kævl eller fritten, ingen endeløs mail-udveksling, bare en løsning på mit problem. Herligt.

Samme dag, som jeg skrev til Amazon, strøg der en mail afsted til iTunes. Jeg havde tidligere på året købt et par albums og lagt ned på min arbejdsmaskine, der desværre døde forsøgsvis et par gange og tilsidst kapitulerede definitivt med hardwarefejl i løbet af april. Musikken betragtede jeg egentlig som tabt, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige prøvede sig frem.
I en almindelig support-form beskrev jeg mit problem, og som den forstående kunde jeg er, udtrykte jeg også min afklarede betænkelighed omkring, at jeg jo ikke havde fået lagt musikken over min iPod, som en ‘dygtig kunde’ jo burde, men kunne jeg mon få lov til at re-downbloade?

Utroligt, at man kan være i udbyders vold på dén måde, men sådan havde jeg det

Bingo. efter mindre end 20 timer modtog jeg en mail. Den er frit oversat efter hukommelsen:
Kære Nanna. Det må være virkeligt frustrerende (sic!), sådan at miste sin musik. Vi føler med dig vil gerne hjælpe. Giv os ordrenumrene, så løser vi dét problem.
Jeg sendte ordrenumrene afsted. Lidt loren. Ku’ det nu passe, at det skal være nemt ligefrem? Apple er jo ikke berømt for god kundeservice, bare godt design.
Og igen, denne gang lige knap 12 timere senre fik jeg en mail med udførlige anvisninger på, hvordan jeg kunne re-downloade mine albums. Just like that.

Der er tankevækkende, at man har så lave forventninger til dem, der virkelig tjener pengene og sætter eksemplet. Af alle burde de levere spitzenklasse kundeservice. I de to tilfælde gjorde de det også

I påsken var jeg ude med en kær veninde, Rikke, og bruge en dejlig fridag på at kigge efter sko. Målet var klart nok - jeg havde penge og behov for et par sko til sommeren. Det var umiddelbart en ren praktisk tur.
Dog lugter det af aspirations, sådan at tage på tur med en kvinde der er single, bor i billig andel, og tjener hvad der i mine øjne lugter af strandvej. Hun har ganske enkelt tid, råd og vane for at give den gas.

Men denne smukke påskeferiedag spadserede vi i en række københavnske butikker og endte i Notabene, hvor jeg fandt et par meget fine naturlæderfarvede Paco Gil flade sandaler med peep toe og ankelrem. På en delikat måde rummer de alt det praktiske, jeg havde behov for. Oven i købet følte jeg mig som (en lavstammet) Katherine Hepburn i dem (billeder billeder - jo ja, jeg skal nok…). I min store glæde udbryder jeg “det var de flade, så mangler vi bare noget med lidt hæl”. Rikke griber smilende fat i det første bedste par i udstillingen og rækker mig, og… de var bedårende. Stærke og smukke, kobberfarvede med en masse fjollede lynlåsdetaljer, en rock chick hæl og en god gang.

(billede venligst lånt fra net-a-porter)
Hvem kan stå for dem? Jeg så en masse skønne ting passere revue, som der står i gamle bøger. De gør slidte jeans til hvinende sexet, forvandler et par kedelige khakibukser til super-class og får mig til at føle mig som en fotomodel fra halvfjerdserne på den langlemmede lækre måde.
Kort sagt - Marc Jacobs gør mig til en høj og smuk kvinde.

Det kostede mig tilsammen det meste af mit rådighedsbeløb, og det tog mig under 2 minutter at træffe beslutningen.

Siden har jeg haft dem på ca. 90 gange foran spejlet, to gange på job (selvom folk generelt klæder sig pænt, kan man godt føle sig over dressed i bronce sandaler med 10 cm hæl) og to gange til fest.

Dyrt købt? Ja.
Fortrudt? Aldrig i livet - jeg er helt syg med dem.

Hvis man lægger sine surt sammensparede penge et sted, skal man være glad af det i længere tid, end det tager én at komme hjem og pakke posen ud.

The Buying Experience er ikke om at købe til man segner. Ej heller at købe få, men gode ting. Det handler om, hvad det er der virker. Ikke hvad der er dyrest, men det der rigtig fungerer.
Det handler om følelser, og kun om følelser.

Målet med vores blog er, at komme ind på livet af hvad der definerer den rigtigt gode købsoplevelse, ved at fortælle om de bedste, de værste, de rigtig lunkne og rigtig mærkelige. Det er tøj-, ting-, middags- og musikoplevelser, det er kundeservice, søgemaskineoptimering, tips og alt hvad der rører ved følelsen.
Vi hører gerne om andres oplevelser også, kom med dem!

The Buying Experience er:

Nancy2 = Nanna Seidelin
btina = Betina Yde-Christensen
Nancy1 = Nanna Engberg

Vi er kollegaer og alle ansat som informationsarkitekter ved det navnkundige konsulenthus, Creuna, hvorfra vi også låner domænenavnet.
Tak.